Lignano
Lignano er nærmeste nabo til Bibione (faktisk er der kun fem km imellem de to badebyer), er endnu livligere og måske også lidt mere "mondæn". Byens lange hovedgade, som løber parallelt med den lige så lange og meget brede og børnevenlige sandstrand, har alt hvad man som turist har behov for: supermarkeder, elegante butikker, barer, caféer og restauranter. Således kan de skønne feriedage bruges til at bade, sole sig og shoppe. Vil du hellere på udflugt en dag eller to, så er du kun en times kørsel fra Venedig og Trieste, ligesom en tur op i Dolomitterne heller ikke er til at foragte. Skal der være lidt afveksling fra stranden, finder du også et stort, spændende badeland med rutschebaner og meget mere, mange grønne områder, hvor børnene kan lege samt "Juniorland" og "Gulliverland". Lignano består af flere bydele, hvor centrum hedder Sabbiadoro, mens bydelene Pineta og Riviera ligger hhv. 4 og 8 km vest for centrum. Vor afstandsangivelser gælder nærmeste bydelscentrum.