Cap d'Agde
Cap d´Agde har været kendt og elsket af skandinaviske feriegæster gennem mange år - bl.a. for dens brede og børnevenlige sandstrande.
Om sommeren liver byen virkelig op og bliver til en pulserende badeby, hvor det er umuligt at kede sig. Der er et væld af forretninger, restauranter, barer og diskoteker samt et hav af aktivitetstilbud. I midten af Cap d'Agde ligger et stort badeland samt en ø med et stort tivoli, som helt sikkert vil gøre lykke hos børnene. Bliver man træt af bade- og strandlivet, findes der mange fine udflugtsmål i nærheden. Hvad med at slentre rundt i den gamle græske by, Agde, eller besøge Pézenas med de mange aktive kunstnere; har du tid, står atelierdøren åben! Kør en tur langs havet til havnebyen Sète - en dejlig by der lever året rundt. For dem der holder af østers og muslinger, kan vi anbefale en tur langs Bassin de Thau, hvor nogle af Frankrigs største østersbanker findes. I nærheden af Mèze er der østerssalg langs vejen - stands bilen og smag en enkelt eller et dusin!