|
Fontarronco er en af de smukkeste ejendomme, vi endnu har set i Toscana. Den skønne, gamle gård, som består af flere bygninger, stammer tilbage til 1700-tallet og blev i 2000 meget flot og pietetsfuldt restaureret. På det 600 ha store landbrugsområde produceres hovedsagelig frugt (ferskener, pærer, æbler, blommer m.fl.), som det står gæsterne frit for at plukke til eget brug - og det er noget andet end den frugt, man oftest finder i de danske supermarkeder! Man har ønsket, at lejlighederne skulle leve op til det første indtryk, man får af gården, og det gør de så sandelig også. Der er tale om sjældent smukke, smagfulde og komfortable boliger, som kan leve op til selv de mest kræsne forventninger. Fra alle lejlighederne har man adgang til et privat havestykke med udemøbler, samt til den store fælleshave med en meget lækker pool. Stedet har egen restaurant, som dog kun har regelmæssig åbning mandage og torsdage i juli/august, men på forespørgsel kan man også få mad på andre tidspunkter. Der kan købes morgenmad alle dage, men der kommer også en brødbil forbi alle dage undtagen søndag.
Vi vil godt tage munden fuld og varmt anbefale dette sted, som er et af de nyeste i vort udvalg. Også her går kvalitet og pris hånd i hånd, men man får fuld valuta for pengene! |
|
Landsbyen Alberoro er en del af kommunen Monte San Savino, hvis hovedby af samme navn ligger ca. 9 km fra Alberoro. I landsbyen finder man de nødvenigste forretninger, barer og restauranter, mens selve den dejlige middelalderby Monte San Savino med sine 8.000 indbyggere byder på et større udvalg af alting, inkl. supermarkeder. Er der ikke nok her, så ligger provinshovedstaden Arezzo på 20 kms afstand og er en af Italiens smukkeste byer overhovedet. Alberoro ligger i Chiana-dalen (kendt for det fantastiske Chianina kødkvæg) omgivet af blide bakker. Der er ingen ende på udflugtsmulighederne, hvor f.eks. Firenze og Siena er de mest nærliggende. |