|
Dette dejlige landhus ligger tilbagetrukket fra bivejen mod Faenza, med udsigt over landbrugsmarker og med Mugello-områdets grønne bjerge i baggrunden. Der løber også en lidet trafikeret jernbane 500 m fra ejendommen, men støjen er meget begrænset. Indkvarteringen består af tre store, lyse lejligheder i to etager og et stort, selvstændigt hus ligeledes i to etager og med hele 10 sovepladser. Til hver bolig hører bl.a. opvaskemaskine og en dejlig terrasse med havemøbler og udsigt over markerne. Der er en skøn pool, vaskerum og grillplads til gæsternes rådighed, og hele ejendommen er præget af det store arbejde, som ejerne har lagt i at gøre stedet rigtigt hyggeligt. Der er ekstremt velplejet og med fine små detaljer, bl.a. mange blomsterbeplantninger ved indkørslen. Le Buche er et uprætentiøst lille sted, hvor man straks føler sig hjemme, ikke mindst takket være de gæstfrie ejere. Hvortil kommer, at priserne er usædvanligt lave, selv i højsæsonen. |
|
Borgo San Lorenzo, som er hovedstaden i Firenze-provinsens smukke Mugello-område, er en driftig lille by med et rigtigt godt udvalg af forretninger, barer og restauranter i alle prisklasser. Ikke mindst på centraltorvet, hvor det typisk italienske lillebyliv udfolder sig, er det fascinerende (og velsmagende) at sætte sig ud at spise på torvets restaurant. Der er tale om en by med rødder tilbage i middelalderen, hvilket tydeligt afspejles af den hyggelige bykerne. Der er kun godt en halv times kørsel hertil fra Firenze, og i det flotte landskab omkring byen er der utallige udflugtsmuligheder. Og når man kører fra motorvejen ved Barberino findes der et kæmpestort outlet til dem med et veludviklet shopping-gen. |