|
Kamp Kazela Holiday Village er et dejligt feriecenter med både campingplads med mobilhomes (se disse under "Camping") og gode ferielejligheder med aircondition. Til aircondition benyttes et såkaldt klimakort, der koster ca. € 20 for 20 timer. Centret er meget roligt beliggende for enden af en blind vej, ca. 3 km fra den lille middelalderby, Medulin, ca. 10 km fra Pula. Der er tale om et meget stort område direkte ved den fine sten- og klippestrand og i smukke naturomgivelser.
På Kazela finder du lidt for enhver smag. Et hold såkaldte animatører sørger for underholdning og sportsaktiviteter for store såvel som små, og navnlig de sidste finder en fin legeplads. Et diskotek opfylder de unges behov for musik og shows. Ønsker man ikke selv at lave mad, har centret hele tre restauranter samt en strandbar med snacks og aperitiffer, mens man til egne kulinariske eksperimenter kan købe ind i det velassorterede supermarked.
Poolområderne er et kapitel for sig, og sandt at sige temmelig originale: Der er tale om to områder hvert med 12 små pools anlagt på to terrasser, hvor både børn og voksne kan boltre sig. Af øvrige sportsfaciliteter kan nævnes tennis, volleyball, basketball, boccia, minigolf, bueskydning, vandski, robåde, windsurf, dykkerskole, udlejning af jetski, motorbåde, pedalbåde og cykler - så der er ikke mange muligheder for at kede sig.
Til flere af aktiviteterne, sportsturneringer o.l. kræves køb af et klubkort (kaldet "SamCard")* til en pris af € 2,50 pr. pers. pr. dag. Med kortet får man også visse rabatter i centrets butikker og restauranter. Kortet kan købes på stedet.
Vi er sikre på, at Kamp Kazela vil falde i vore gæsters smag, og anbefaler derfor tidlig booking.
*Følgende fordele opnås med "SamCard":
Fri adgang til aftenshowene i Amfiteatret Fri adgang til diskoteket uden konsumationstvang Ret til at deltage i alle fitness-aktiviteterne Gratis undervisning: tennis, sejlsport, surf, kano, svømning Gratis deltagelse i alle sportsturneringer Børn 3-8 år: Gratis medlemskab af "Finky Club" 6 timer/dag Børn 9-12 år: Gratis medlemskab af "Junior Club" 6 timer/dag Unge 13-17 år: Gratis medlemskab af "Teen Club" med sport Unge 9-17 år: Gratis medlemskab af fodboldskolen inkl. udstyr Gratis adgang til oppustelige redskaber i forlystelsesparken Gratis deltagelse i kanoudflugter Gratis deltagelse i cykeludflugter 7% rabat på regningen i centrets restaurant 20% rabat på leje af sejlbåde, kanoer og cykler 20% rabat på køb af tøj og gadgets i Samarcanda Point butikken 20% rabat på filmfremkaldelse |